Endnu en anmeldelse af Chicago og Musicaliber.

2016-02-29 21:37

En skøn og overraskende sidegevinst

Chicago
Musicaliber Aalborg på Det Hem'lige Teater
2016
 
Efter forestillingen på Aalborg Teater i lørdags skyndte vi os videre til Musicalibers sidste opførelse af årets musical "Chicago" på det lille charmerende og hem'lige teater i Kjellerupsgade. Musicaliber er en forening af musical- og teaterentusiaster, hvis formål er at producere forestillinger af høj kunstnerisk kvalitet. Og jeg må sige, at baren sættes højt i Aalborg.
 
Amatørteater kan stritte i alle retninger, men jeg tror aldrig, at jeg er gået fra en amatørscene uden at føle mig glad og overvældet over den skønne energi, der strømmer publikum i møde. En amatørgruppe skal selvfølgelig ikke vurderes i forhold til professionelle produktioner. For det stritter også i Chicago, men glæden lyser ud af alle deltagere. Dette her er vigtigt, og de kan slet ikke lade være.
Musicaliber har en klog strategi i at samle lokale og professionelle kræfter, der stiller op og støtter det gode initiativ. Der er ikke en finger at sætte på musikken. Instruktør og koreograf har fundet en flot balance og et niveau, som ikke er for ambitiøst. Det er enkelt, elegant og ligner en million i den lækre lyssætning. En million må det også have kostet at lave de flotte kostumer, som er med til at løfte hele forestillingen. Fine detaljer der skjuler og fremhæver, det de skal, og flere elementer og en enkelt dragt var nærmest couture. Der er virkelig tryllet med materialerne.
 
Det er en fantastisk flot amatørforestilling, og jeg spottede også et par talenter, der er er store nok til at gå skridtet videre, hvis det er et ønske. Og resten skal for alt i verden fortsætte med at have det sjovt på scenen og sprede glæde og gode oplevelser.
Hvad Musicaliber Aalborg kaster sig ud i næste gang, ved jeg ikke, men jeg giver dem allerede nu min varmeste anbefaling. Det kan kun blive godt med alle de gode kræfter.
‪#‎musicaliber‬ ‪#‎chicago‬ ‪#‎aalborg‬ ‪#‎amatørteater‬ ‪#‎anbefaling‬ ‪#‎KOPkultur‬
Musicaliber Aalborg | CVR: 20401338 | Istedgade 32, st. tv., 9000 Aalborg - Danmark | formandmusicaliber@gmail.com